Efter en sæson med meget lidt rejseaktivitet fik jeg uventet et rejselegat for de mange års arbejde med Vandrefalken og udgivelsen af falkebogen. Da der kort tid efter kom et tilbud om en billig flybillet til Bangkok, besluttede jeg at gense naturområderne her. Da jeg samtidig kunne bo hos min bror og svigerinde, blev det en billig rejse til de spændende regnskovs- og sumpområder.
Den store oplevelse var endelig at se Skenæbsryle, som man med vemod aner er på vej til udryddelse. Et par andre store ønsker var Hvidhåndet Gibbon og Black baza, som vi forgæves har spejdet efter på tidligere rejser til Sydøst-asien.